Koldhævede boller med durummel, er som mine øvrige opskrifter på koldhævede boller dejligt nemme.
Jeg gør gerne det at jeg rører bollerne med durummel sammen om aftenen. På den måde kan jeg hurtigt smække bollerne i ovnen om morgenen. Så er der både boller til morgenmad eller børnenes madpakke. Jo vist kræver det, at jeg lige står op en 20 minutter før jeg normalt ville. Men på den anden side slipper jeg til gengæld for at stå og rive mig selv i håret, når der skal smøres madpakker.
For de her koldhævede boller med durummel vil alle børnene gerne have med. Om det er til Axels madpakke i børnehaven eller teenagedrengenes madpakke i skolen, så er bollerne populære. Smør dem med sødt eller salt pålæg. De er lige gode til det hele.
Boller med durummel
Koldhævede boller med drummel
Koldhævede boller med drummel
Ingredienser
- 1 liter kold vand
- 15 gram gær
- 1,5 tsk. salt
- 5 spsk. olie
- 2 tsk. honning eller sukker
- 800 gram durummel
- 200 gram hvedemel
Fremgangsmåde
- HAr du en køkkenmaskine kan du passende bruge den. Alternativt dejkroge på en elpisker. Opløs gær i den kolde vand.
- Kom salt, olie, honning/sukker ved og rør rundt.
- Tilsæt halvdelen af hvedemel og durum og ælt. Tilsæt løbende den øvrige mel og ælt i ca. 5 minutter på køkkenmaskinen eller med dejkroge.
- Dæk skålen og kom i køleskabet i ca. 7-8 timer.
- Beklæd to bageplader med bagepapir. Med to skeer fordelles ca. 25 boller. Lad hæve i ca. 20 minutter, mens ovnen varmer til 210 grader(varmeluft)
- Drys evt. med en smule kerner. Her har jeg brugt græskarkerner.
- Bag en plade af gangen i mindten af ovnen i ca. 20 min. til bollerne er let gyldne og lyder hult, når der bankes på bunden.
- Tip. Har du dampovn kan du bage bollerne med durummel på mellemdamp niveau - samme varighed.
Om koldhævede boller
Koldhævede boller er så langt det jeg foretrækker, når jeg bager boller i hverdagen. Når man koldhæver sit bagværk kan man begrænse mængden af gær. Det kan smages.
Smagen af gær formindskes og samtidig øges smagen af den melsort man bruger. Koldhævede boller er med mindre melmængde. Derfor er dejen altid mere fugtigt og skal ikke formes med hænderne. Det bliver en gang klisterværk! Sæt klatter af dejen med skeer og bag så som du ellers vil gøre. Bollerne bliver til gengæld gerne ekstra saftige, da delmængden er mindre. Øvrige fordele ved at koldhæve? Brødværket holder sig saftigt længere.
WIn- win!
Andre opskrifter på koldhævede boller.
Koldhævede boller med pizzamel, Koldhævede 5 korns boller – sprøde og seje, Koldhævede boller med danskvand
0 kommentarer