Hakkebøf med bløde løg, var Elisabeth på 12 års madønske at lave på hendes madddag. Det er en skøn dansk klassiker, som er hurtig at lave og bare smager helt vidunderligt. Og så kan du jo servere alverdens forskellige grøntsager til, undlade kartoflerne og faktisk også sovsen og blot servere kold smør til, meeen det bestemmer du selv. Denne her omgang er ihvertfald med det hele- masser af løg og masser af sovs og knap så mange kartofler!
Børnene skal lære at lave mad. De har jo egentlig godt af at få lidt ansvar selv og så gør det dem pavestolte, når de selv har lavet maden og bestemt menuen selv. Her er det Elisabeth som har bestemt sig for at lave hakkebøf med bløde løg- masser af bløde løg.
Jeg er i køkkenet imens, så vi hjælpes ad, men jeg er blot hjælper.
God fornøjelse i køkkenet – store som små.
Hakkebøf med bløde løg
(opskrift svarer til ca 6 personer)
Til denne her opskrift på hakkebøf skal du bruge:
1000 gram hakket oksekød- dvs. ca. 8-10 bøffer afhængig af størrelse
6 mellemstore løg
3 dl fløde/kogevand fra kartoflerne/grøntsagerne
Ribsgelé
50 gram smør
Diverse grøntsager ex. gulerødder, ærter eller lignenede.
- Start med at skrælle kartofler og sætte dem i kog. Hold øje med dem. Når de begynder at koge, kan du tilføje en anelse eddike- det er med til at sikre fastheden i kartoflen, så de ikke “smatter så meget ud”, hvis det er sådan en sort. Almindelige babykartofler, som vi ofte spiser med skræl fastholder ofte en fasthed under kogningen.
- På en pande steger du hakkebøfferne, som du har formet grundigt med hænderne. Det er sådan, at varmen fra hænderne får fedtet i kødet til ligesom at “smelte”, sådan at du får nogle saftige og sammenhængende bøffer. Du kan eventuelt bruge en bøfformer, hvis du har sådan en, når du har æltet hver bøf i hånden. Steg dem ca. 4 minutter på hver side i en blanding af smør/olie. Spar ikke på fedtet her. Tag dem fra og læg i et fad og put folie over. Hvis du steger af flere omgange, kan du stille fadet i ovnen på ca. 100 grader, så de holder sig varme. Husk folie.
- Nu skræller du løgene og skære dem i halv tynde skiver. Steg på panden, hvor kødet har stegt i rigelig med smør/olie. De skal ikke steges på hård varme, da de blot skal blive gennemsigtige og karameliserers – ikke brankes. Mens du laver sovsen kan de eventuelt stå på lavt blus og blive færdige.
- I en gryde smelter du 50 gram smør. Rør nu 3 spsk mel i under kraftig omrøring. Når du har en melklump tilsætter du fløden og rører kraftigt. Tilsæt nu ca 1-2 dl af kogevandet fra grøntsagerne, hvis du har lavet sådanne. Har du ikke kogt grøntsagerne kan du eventuelt supplere med kogende vand, hvis du synes sovsen er for fed eller for tyk. Læg ribsgele ned i sovsen, det giver en dejlig sødme og krydr med salt/peber. Er sovsen af en årsag blevet for tyk er det nemt at tilsætte ekstra vand eller fløde og er den for flydende kan du i en meljævner ryste 2 spsk. mel med 1,5 dl væske og dernæst koge op i sovsen.
Ved servering sender du løgene hen over bøfferne, serverer med ekstra ribsgelé ved siden af, kogte kartofler og diverse grøntsager. Det er god mad.
Velbekomme…
Lyst til at lave flere nemme retter enten dig selv eller sammen med junior? Måske denne her nemme og lækre tomatsuppe kunne være en hitter. Det er den herhjemme …tomatsuppe
0 kommentarer