Forleden, da jeg gik fuldstændig bananas i butternutsquash blev det også til denne her kage med butternutsquash og fuldkornshvedemel. At der er fuldkorn i kan man overhovedet ikke smage. Det giver blot lidt bid til kagen. Samtidig er det da en god tanke, at man samtidig med kagespisning, får proppet bare en anelse lille bitte smule fuldkorn i sig selv og børnene:)
Butternutsquash er så nemt at arbejde med, da den ikke behøver at blive skrællet og hvor nemt er det lige? Herligt. Jeg elsker, når tingene bliver nemmere end de normalt behøver at være.
Kage med butternutsquash og fuldkornshvedemel
saftig kage med butternutsquash og fuldkornhvedemel
Ingredienser
- 400 gram revet butternutsquash
- 2 dl olie(smagsneutral. f.eks. majs eller vindruekerne)
- 3 æg
- 200 gram sukker
- 200 gram hvedemel
- 100 gram fuldkornshvedemel
- 1 spsk. stødt kanel
- 2 tsk. vanillesukker
- 3 tsk. bagepulver
- 1 knivspids salt
Fremgangsmåde
- Sæt ovenpå 200 grader. Riv butternutsquash(med skræl)Kom i en skål og hæld olie over.
- Pisk æg og sukker til en luftig masse. Kom vanille, kanel,salt i sukkermassen. Vend bagepulver med hvedemel. Kom begge melsorter i sukkermassen og pisk med revet squash og olie. Pisk grundigt. Beklæd en form i ca. 30x 25 cm med bagepapir. Kom massen i. Kom i ovnen i ca. 45 min.
Kagen smager godt, som den er. Jeg dryssede blot lidt flormelis over igennem en si. Men den bliver nu altså heller ikke værre af en cremet flødeost glasur rørt af:
- 200 g flødeost.
- 125 g blødt smør.
- 250 g flormelis.
- 1 spsk. citronsaft
- 1 tsk vaniliesukker
Velbekomme!
Det blev en virkelig en lækker og svampet kage. Tusind tak for opskriften. 👏🍁🍂
Dejligt at du skriver.
Det er jeg så glad for at høre😊