Pølsehorn opskrift – dejlig bløde og lækker opskrift på pølsehorn. De er gode i madpakken, de er gode til brunchbordet og de er gode som aftensmad, måske som tilbehør til supper eller blot serveret med masser af gnavegrønt. Intet slår et godt pølsehorn 🙂
Dejen bliver blød og saftig og kan drysses med lige det du bedst kan lide- eller du kan helt lade være, hvis du synes. Men et drys af sesamfrø, chiafrø eller solsikkekerner er jo altså lækkert!
De her pølsehorn er penslet med pisket æg og det giver en fin og gylden overflade. Ikke meget æg, men blot et let strøg af bagepenslen med et grundigt pisket æg.
Jeg tror ikke jeg er stødt på nogle børn der ikke er ellevilde med pølsehorn, ja og voksne for den sags skyld. Det smager jo vildt godt. Du kan bruge både kyllingepølser eller almindelige pølser, som du halverer. Til de her pølsehorn har jeg brugt brunchpølser, som er halv størrelse af en almindelig pølse. Det giver en god størrelse, hvor pølsen popper ud af brødet.
Den her opskrift på pølsehorn er nem at lave og dejen let at arbejde med. Og det er såmænd den opskrift jeg altid vender tilbage til, når vi får lyst til at bage pølsehorn herhjemme.
Du får en stor portion pølsehorn ud af portionen og det er lidt smart, synes jeg. Så kan du lave forskellige udgaver af samme dej, nogle bliver til boller, andre til boller med ost og skinke og selvfølgelig de klassiske pølsehorn.
Udgave med skinke og ost:
Hvis du vil lave en anderledes udgave i stedet for det klassiske pølsehorn kan du tilsætte skinke og ost. Så kommer du 1 spsk. revet mozzarella på et stykke skinke/hamburgerryg, ruller sammen og folder brøddejen udenom. Pensl med pisket æg og bag som de øvrige pølsehorn. Det er plan B for mig, når jeg løber tør for pølser 🙂
Pølsehorn
Sådan laver du dejlig bløde og lækre pølsehorn
Pølsehorn
Ingredienser
- 1 dl lunken mælk
- 3 dl yoghurt naturel
- 50 gram gær
- 2 stk. æg(et til dej og et til pensling)
- 2 tsk. salt
- 4 tsk. sukker
- 4 spsk. olie
- 800 gram mel
- ca. 20 stk. brunchpølser(eller almindelige pølser halveret)
Fremgangsmåde
- Lun mælken.
- Rør gær ud med mælk og tilsæt yoghurt naturel.
- tilsæt olie, et æg, salt og sukker. Nu røres mel i.
- Rør til dejen er dejlig smidig( og let fugtig)
- Lad den hæve på stuebordet under et viskestykke i en time.
- Rør i dejen og rul ud i to firkanter. Halvér hver firkant, sådan at du nu i alt har fire aflange frikanter. Skær trekanter og rul hver pølse ind i dejen som en croissant.
- Sæt ovnen på 200 grader ved varmeluft.
- Lad pølsehornene hvile i ca. 20 min, mens ovnen bliver varm. Pisk et æg grundigt og smør en smule over hver pølsehorn for en dejlig gylden farve. Drys evt. med kerner eller chiafrø inden bagning.
- Bag i ovnen i ca. 12 min. til dejen er let gylden.
Pølsehorn opskrift – gode i madpakken
Madpakker, madpakker, madpakker! Dem bliver der skisme smurt nogle stykker af herhjemme og med en 3 årig, som jo ikke er startet i skole endnu er der mange i vente endnu.
Tiden om morgenen er knap- ihverfald herhjemme. Det er sjældent der, at der er tid til de store gastronomiske udskejelser. Så jeg bliver så yderst tilfreds med mig selv, når jeg lige kan hive et par pølsehorn frem fra fryseren og komme med i børnenes madpakke.
Som sagt laver jeg en stor portion, for når jeg alligevel er i gang med køkkenmaskinen og bruger tiden i køkkenet, så tidsoptimerer jeg, kommer en masse i fryseren og så tager jeg dem op om morgenen, når madpakken smøres. Så er der altid friske sager at komme i madpakken og ungerne elsker det. Kommer du i øvrigt de her pølsehorn i madpakken frosne, fungerer de som køleelement til op af formiddagen. Kom beholdere med tørret frugt og mandler, masser af gnavegrønt og frisk frugt i madpakken. Done deal!
Mere inspiration til de der madpakker?
0 kommentarer