Krebinetter er altid en hitter herhjemme. Altid. Og krebinetter med revet squash er heller ikke så ringe. Rør sammen på frikadellemåden med æg og lidt mel. Ja, måske minder den om frikadelle, men vi kalder den og spiser den som krebinet. De der klassiske danske retter, går man aldrig fejl af. Denne her udgave har vi givet et grønt twist med revet squash. Man kan egentlig ikke smage det, det giver blot fylde, (sundhed) og saftighed til farsen.
9- årige Christian hjalp med farsen. Han stod for at skære grøntsager og røre farsen sammen. Løgene er ungerne skisme sjældent begejstret for at skære. Den tjans får jeg. Altid.
Christian er ikke så vældig glad for at smage mange nye råvarer og han holder sig gerne til de velkendte grøntsager og frugter. Men jeg har erfaret, at han smager på mere alsidige madvarer, når han er med til at tilberede maden. Også i det her tilfælde. Hen river squashen og fordeler den i dejen – OG spiser resultatet med glæde. Det er altså optur! Kender du til “smagssensitive” børn? (Jeg kan da ikke være den eneste?)
Anyway, de smagte godt. Og sammen med nye danske kartofler og en god salat var det, uhmmmm…
Christian hjælper med at lave mad
Krebinetter med revet squash
Krebinetter med revet squash
Ingredienser
- 800 gram hakket svinekød
- 1 dl mælk
- 3 spsk. hvedemel
- 150 gram revet squash
- 2 tsk groft salt
- kværnet peber
- 1 mellem stort løg(eller rødløg)
- 2 æg
- lidt rasp til panering
- et æg til panering
Fremgangsmåde
- Hæld kødet i en skål. Hak løget i små stykker. Riv squashen.Hæld ned til kødet. Rør nu mælk, mel, æg, salt og peber i. Rør ingredienserne sammen. Lad gerne farsen stå og trække i ca. 10 minutter.Varm olie(eller olie og smør) på en pande. Form nogle mellemstore krebinetter(jeg fik 12 krebinetter) ud af portionen. Vend i pisket æg og i lidt rasp. Steg på mellemvarme i ca. 10 minutter på hver side.
Salaten til maden var babyspinat med grillet squash, cherrytomater, rødløg, avocado og revet parmesan.
Flere retter, som du og junior eller blot barnet selv kan stå for? https://benedictesmad.dk/boern-i-koekkenet/
Har du set, at Coop har udviklet deres koncept kaldet måltidskasser. Det er simpelthen for smart, hvis du ligesom jeg kender til en travl hverdag. Du får varerne leveret lige til døren, samt nemme opskrifter til hverdagsmaden. Jeg står og skal til at arbejde med at udvikle deres opskrifter til børnefamilier. Det glæder jeg mig meget til. Vil du se nærmere? https://mad.coop.dk/maaltidskassen
0 kommentarer