Spinat pandekager er simpelthen noget af det bedste jeg har lavet – og smagt. Tænkt at man kan tilsætte spinat til pandekagedejen, undlade sukker og blot blende hele molevitten. Resultatet er nogle smukke grønne spinatpandekager, som du kan fylde med lige det du foretrækker. At opskriften er så nem at lave gør det kun bedre. Jeg elsker sund og nem mad!
Jeg synes falafler, hummus, kyllingestykker eller lignende smager så fremragende på spinatpandekagerne. Ingredienserne kommer alle i en blender og laves til en klumpefri pandekagedej. Den kan du så stege med det samme eller du kan gemme noget af dejen og stege dagen efter. Det bliver den ikke værre af.
Pandekager med spinatfyld
spinat pandekager
Ingredienser
- 3 dl minimælk
- 2,5 dl hvedemel (ca. 150 gram)
- 70 gram spinatblade
- 3 stk æg
- 1 knivspids salt
Fremgangsmåde
- Kom alle ingredienser i en blender og blend til spinaten er helt blendet.
- Steg pandekager i fedtstof ligesom du normalt ville gøre.
Spinatpandekager – med sundt fyld
Jeg har set denne form for madpandekager mange steder før. Desværre er det først nu at jeg har taget mig sammen til at prøve det selv. Og det er jeg så lidt ærgerlig over for det smager altså vildt godt.
Jeg har troet at spinat ville overdøve smagen i den gode pandekage og give for meget spinatsmag. Men nej, det gør det ikke. Det giver derimod masser af farve, vitaminer og en mild smag. En smag der sagtens kan bruge masser af smag fra lækkert fyld.
Jeg har noget med falafler. Jeg elsker falafler! Tør jeg anbefale, at sprøde falafler med masser af salat, tomater, avocadoskiver, ristede solsikkekerner og en god dip smager skønt på en lækker spinat pandekage?
Børn og grøntsager
Spinat pandekagen får den fineste og mest indbydende farve. Jeg fik 50 % af børnene herhjemme til at spise dem. Det er i grunden en ok statistik!
I det hele taget er jeg også meget begejstret for spinat og alle de sundhedsfremmende faktorer det grønne blad indeholder. En lille håndfuld i en smoothie, i en bolledej eller i de her spinatpandekager får min lille moderhjerte til at boble af tilfredshed. Så sætter jeg såmænd et lille usynligt flueben på “nye sunde grøntsager børnene spiser”. Ja, sådan er det med børn, smagsløg og kræsenhed.
Havde jeg troet, at jeg skulle få 11- årige Christian til at spise spinat? Think not! Men sådan er det med de små hverdagssejre herhjemme på matriklen.
Kender du til smagssensitive børn?
Det eneste jeg har erfaret er at det stille og roligt bliver mindre og mindre udtalt og lige pludselig spiser de bare det hele(næsten).
Tak fordi du læste med. Det er jeg glad for.
Hvis du prøver mine opskrifter af må du meget gerne dele det. Jeg er både på facebook, pinterest, Instagram og bloglovin´.
Du er også velkommen tl at skrive dig op til at modtage en mail, når der er nye opskrifter fra mig,
Mange hilsner,
Benedicte
0 kommentarer