Foccaciaboller med pepperoni. En børnehitter i madpakken? Det tror jeg på!
Jeg laver gerne et hav af de her foccaciaboller med pepperoni, kommer dem i fryseren og plukker dem så op løbende, når der smøres madpakker.
Som helt nybagte er de dejlige sprøde og så kan vi sagtens finde på, at spise dem som nem aftensmad, med masser af gnavegrønt.
Nuvel, dejen forlanger at man ælter den grundigt, samt er gavmild med olien på toppen . Men det lønner sig. Æltningen gør dejen sej og elastisk og olien giver en sprød overflade.
Så slutter vi måske måltidet af med en portion frugt eller yoghurt naturel og så er alle mætte og tilfreds. Opskrift kommer her:
Foccaciaboller med pepperoni
Foccaciaboller med pepperoni
Ingredienser
- 25 gram gær
- 5 dl lunken vand
- 600-650 gram hvedemel
- 3 tsk. groft salt
topping
- ca. 150 gram pepperoni
- ca. 100 gram revet ost
- 2 tsk. flagesalt
- 4 tsk. tørret timian eller rosmarin
- 4 spsk. olie
Fremgangsmåde
- Rør gæren ud i vandet og tilsæt mel og salt.
- Nu skal du være lidt tålmodig med æltningen, så hvis du har en køkkenmaskine, bruger du den. Ælt nu i ca. 15 min.
- Lad dejen hæve i ca. 1,5 time på køkkenbordet og form nu 15 boller, som du trykker flade med håndfladen og kommer på bageplade med bagepapir. Måske du skal bruge lidt mel, da dejen klistrer lidt. Lad efterhæve i 30 min.
- Tænd ovnen på 220 grader - gerne varmeluft.
- Sæt dybe prikker i dejen med en finger og drys gavmildt med olie, pepperoni, revet ost og til sidst rosmarin eller timian.
- Bag foccaciabollerne I ovnen i ca. 15 minutter til de er sprøde og fyldet er blevet let gyldent.
Madpakker er jo en uundgåelig del af det at have hjemmeboende børn. De fleste børn skal have madpakker med helt fra børnehavealderen og op til slutningen af 9 klasse. Det bliver immervæk til en del madpakker hen af vejen, ikke?
Jeg smører børnenes madpakker, hver dag. Jeg har sagt til mig selv, at det ikke er en sur tjans! Jeg mener, ja tiden er ofte knap og der er nok at lave. MEN, altså mad til mine børn, som de pakker op i løbet af dagen, må da gerne have lidt opmærksomhed, ikke? Det er en lille hilsen fra mig til dem. Og den tanke hygger jeg mig faktisk ved.
Mine børn gider ikke have rugbrød med hver dag og hele tiden og foretrækker lidt variation. Jeg føler mig til tider lidt idéforladt og mange børn = mange forskellige holdninger til favoritmadpakke. Men de her foccaciaboller, ja dem kan de alle overtales til.
Tips til madpakker
Kig under kategorien “madpakker” for mere inspiration, hvor jeg har samlet billeder af mine børns madpakker og opskrifter til.
Måske denne her: Madpakke tid eller denne her er noget: Madpakke inspiration?
Madglade hilsner,
0 kommentarer