Tror på, at jeg forstår hvorfor det er valgt som danskernes nationalret. Det smager jo over-lækkert. Og så er det faktisk en nem ret.
Jeg spurgte 14 årige Elisabeth om, hvilken ret hun havde lyst til at lave og svaret kom hurtigt. Stegt flæsk med persillesovs. Og bemærk så lige at jeg skriver persillesovs og ikke persillesauce, for der er nok af den og det er lige som det skal være, ikke?
Stegt flæsk med persillesovs
stegt flæsk med persillesovs
Ingredienser
- 1 kg(eller mere) grisekød. F.eks. svinebryst i skiver)
- 2 tsk. salt
persillesovs
- 30 gram smør
- 3 spsk. hvedemel
- ca. 3- 4 dl mælk(mini, let, sødmælk er fint)
- ca. 1 dl fløde(kan udskiftes med alm. mælk)
- 1/2 citron(saften heraf)
- 1 tsk. salt(evt mere)
- ca. 1 tsk. peber
- 1 dl. persille(vasket og fint hakket)
Fremgangsmåde
- tænd ovnen på 200 grader. Kom stegeflæsk på en bagerist. Læg en bageplade under(for at samle fedtet op). Kom i ovnen i ca. 30 min. (eller mere afhængig af hvor meget ovnen varmer). Vend efter ca. 15 min. og steg færdig på den anden side. De er færdige, når de er mørkebrude og sprøde.
persillesovs
- Kom smør i en gryde. Smelt. Kom mel i og rør grundigt. Tilsæt nu løbende mælk, mens den tykner. Kom fløde eller mælk i til passende konsistens. Tilsæt saften af den halve citron og den hakkede persille. Smag til med salt og peber. Jeg skriver ikke en præcis mængde mælk, da det varierer hvor tyk en sovs folk ønsker. Så start med 3 dl. mælk, kom da evt. fløde ved og spæd op.
Selvfølgelig fik vi klassiske skrællede kartofler til. Intet andet går jo. Og så dampede jeg lidt efterårsgrønt i en gryde. 1 peberfrugt, 1/2 spidskål, 3 skrællede gulerødder. Kålen skar jeg i skiver, gulerødder i skiver, peberfrugten i store tern. Ned i en gryde med 1 dl vand. Låg på i et minuts tid. Kom nu 2 spsk. olie og lidt salt ved. Damp på mellemhøj varme i et par minutter. Done!
Mere nemme klassiske danske retter, som børnene kan være med til at lave? Lad dig ikke skræmme af navnet “kylling i cola”. Det smager ikke at cola, men giver bare en skøn og cremet sovs til kyllingen. https://benedictesmad.dk/kylling-i-cola/
Om børn i køkkenet – konceptet:
Jeg har taget den beslutning, at jeg vil lære mine børn at lave mad. Moderne mad, klassisk mad, svær mad, nem mad, sjov mad. I det hele taget vil jeg lære dem, hvordan man med få ingredienser kan lave lækre retter der smager af noget.
Det vigtigste ved det her koncept? Jeg er sammen med mine børn. Sammen. Om noget. En gang imellem sætter jeg dem selv i gang med at lave maden, men som regel er vi sammen om det. Det er simpelthen den bedste tid sammen for samværet bliver naturligt. Samtidig med at børnene stille og roligt får en større viden om mad, ingredienser, smage og så videre.
Det fedeste ved det? Det er klart, når det er tid til at kalde familien til bordet. Børnene er pavestolte. Både de mindre og de større børn.
0 kommentarer