Black magic kage er blevet lidt en af de hippe kager, så nu må det også være på tide at jeg kommer med på den. En black Magic kage er kendetegnet ved at det er en vaskeægte tæt chokoladekage. Og det er den her.
Så hvis du, som jeg, er chokoladeelsker tror jeg du vil blive vild med den her. En black Magic kage kan også toppes med chokolademousse eller du kan skære kagen over på tværs og lægger mousse imellem. Den her er blot toppet med en tæt glasur(se under opskrift).
Det her er den ultra nemme udgave af kagen og så har jeg skiftet kaffen ud med mælk. Men du kan sagtens bruge halv mælk/halv kaffe.
Black magic kage
2 æg
2 dl rørsukker (eller almindelig sukker)
1 dl kakao
2 tsk. vanillesukker
1,5 tsk bagepulver
3 dl hvedemel
1 dl smeltet smør
2 dl mini, eller letmælk(eller kærnemælk)
- Sæt ovnen på 180 grader almindelig ovn(160 grader varmeluft)
- Æggene piskes grundigt med rørsukker eller almindelig sukker til en luftig masse
- Vend kakao, vanillesukker, mel, smeltet smør og bagepulver i.
- Pisk mælk i.
- Pisk let og hældes i en smurt form, ca. 30 cm i diameter(springform hvis du har)
- Sæt kagen ind i midten af ovnen og bag i ca. 35 minutter, til kagen virker let fast, når du trykker den på midten.
Glasur til din black magic kage:
F.eks. kan du røre en smørcreme af de her:
100 gram blødt smør
1 dl kakao
2 dl flormelis
0,5 dl mælk/fløde
Eller du kan lave et utal af forskellige glasur til din black Magic kage. Dog skal den gerne være med chokoladesmag. Hvis du står uden de vilde ingredienser på lager kan du røre en klassisk flormelisglasur med kakao, eller sende chokolademousse på toppen(måske denne https://benedictesmad.dk/farmors-chokolademousse/) eller denne her evige glasurhitter (https://benedictesmad.dk/nem-opskrift-paa-tyk-og-cremet-kageglasur/)
Tip
Oprindelig er der kaffe i en black magic kage, men mine børn har altså noget med kaffe. De kan IKKE lide det. Og bage en kage, som børnene ikke vil have- det gider jeg ikke. Derfor. Jeg ved at der er mange andre end mine unger der ikke er vilde med bare snerten af kaffe. Du kan som sagt sagtens skifte halvdelen af mælken ud med kaffe, hvis du går efter den “originale”…
Der er en utal af måder du kan dekorere din black magic kage. Du kan finde masser af inspiration på http://google.dk og kig under billeder. Der er dejlig med inspiration.
Herhjemme i DK er det som om at vi går “all in” og giver den max gas med toppingen på de black Magic kager der bages rundt omkrig. Det ser jo ekstra dejligt ud og giver dejlig smag med de friske bær og chokoladen. I de amerikanske udgaver er det oftere med en enkel glasur og ikke så meget andet. Og jeg som gik og troede, at alting er lidt mere pyntet “over there”. Åbenbart ikke…😉
Ses!
Benedicte
0 kommentarer