Bløde og luftige boller.
De er de her boller. Let søde og bare sådan en slags, hvor bagepladen bliver tømt hurtigere end man får set sig om.
De er lidt geniale synes jeg, for når jeg bager en god portion som den her, så laver jeg gerne halv portion som jeg drysser med sesamfrø og den anden halvdel lader jeg være eller drysser med en smule perlesukker. Så er der sliderboller til fryseren og samtidig bløde og luftige boller, som egner sig godt til kagebordet, til børnefødselsdagen eller den der evige søde smag efter noget godt om eftermiddagen(kender du den?
De bliver så luftige og lette og smager aller bedst, når de er helt nybagte. Gerne med et tykt lag smør. Oh jo. Det må man godt. Bare en gang imellem 🙂
Opskrifter på boller
Noget af det jeg bager aller mest herhjemme er boller. De kan varieres i det uendelige og være søde, salte, spækket med fuldkorn eller som opskriften her på siden, være helt uden, men bare smage… uhmmm!
Jeg kan ikke vælge mellem mine foretrukne boller, for der ligger så mange skønne opskrifter på boller herinde efterhånden. Men nedeunder linker jeg til tre opskrifter, som jeg synes kan lidt af det hele. Èn er koldhævet, en er med grøntsager og en er med sigtemel, som giver nogle seje og skønne boller. Det bedste ved boller er i øvrigt at de er så fremragende i børnenes madpakker. De kan fyldes med lidt af det hele, ud fra hvad barnet foretrækker, så bliver den evige madpakkesmøring lidt nemmere….
Boller med sigtemel, Koldhævede boller med danskvand, Gulerodsboller – madpakkeboller med revet gulerødder
Anyway, nu til opskriften på boller:
Bløde og luftige boller
Bløde boller
Ingredienser
- 50 gram gær
- 6 dl mælk(lunken)
- 3 spsk. honning
- 1/2 tsk. kardemomme(kan undlades)
- 1 tsk. groft salt
- 250 gram smør(i små tern)
- 3 stk. æg
- 1,1 kg hvedemel
Pensling
- 1 stk. æg(pisket)
- Evt lidt kerner. Jeg brugte en smule sesam, da jeg serverede nogle af dem som luftige burgerboller.
Fremgangsmåde
- Lun mælken til den er lillefingervarm og rør med gær. Har du en ælte-røremaskine er den at foretrække. Alternativt dejkrogene på elpisker eller ved håndbrug.
- Kom alle ingredienser i, men vend med mel og smør.
- Når de flydende ingredienser er vendt sammen kommes mel og smørklumper i. Ælt dejen grundigt til den er smidig og blank. Dejen er givetvis noget klistret. Det skal den være. Men melsort og type kan få dejen til at variere noget. Vi ønsker ikke at komme for meget mel i, da vi går efter luftige boller.
- Lad dejen hvile under et klæde i 1 time.
- Form nu- brug gerne en skraber hvis du har ca. 40 boller. Dejen er som sagt klistret, så sæt forsigtigt bollerne ved hjælp af en skraber ell. lign.
- Lad bollerne hvile i yderligere 1 time.
- Pensl hver bolle forsigtigt med pisket æg og drys evt. med perlesukker eller sesam(hvis du bruger dem til slider boller)
- Bag hver bageplade på 175 grader forvarmet ovn på mellemste rille i ca. 12 min. til de er gyldne. Afkøl på en rist.
- Bollerne kan snildt fryses ned og tages op løbende.
Hej Benedicte
Ville bare lige sige hej og hilse at jeg simpelthen eeeeelsker dine opskrifter. Din chokoladelage opskrift er min go-to chokoladekage hver fødselsdag eller højtid. Idag skal bolle opskriften også prøves.
Kh
Jenny
Kære Jenny
Jeg kunne da ikke ønske mig en sødere besked. Den gjorde mig så glad. Jeg elsker når mine opskrifter kan bruges og det glæder mig. Meget.
Mange hilsner Benedicte