Gyros med kylling er en af de bedste måder jeg kender, når det står til tilberedning af kylling.
Det smager virkelig dejligt og god planlægning er alfa og omega, når der skal laves græsk gyros med kylling.
Grækenland er ikke et af de lande jeg har gæstet allermest, blot et par gange er det blevet til. Men derfor synes jeg nu alligevel, at jeg nærmest kan fornemme varmen og lyden fra det skvulpende hav i baggrunden, mens jeg sidder og nyder et glas kold retsina i varmen. Alt imens de eneste anstrengelser jeg gør mig den dag er tanken om, hvad jeg skal have til middagsmad! Og ikke en gang det er svært, for jeg skal selvfølgelig have en portion gyros kylling, serveret i et fladbrød med en god portion tzatziki. Og hvidløgslugten? Skidt da være med den den! Det er så tæske varmt, at den er svedt ud efter fem minutter! Er du med mig? Man kan næsten fornemme varme og ferie ikke?
Gyros er en populær spise i Grækenland som typisk er kød tilberedt på en aflang rotisserie. Men pyt da med at du ikke lige har sådan et remedie i køkkenet. Det er vi nok mange der ikke har? En pande, en grillpande eller en klassisk grill i haven kan såmænd også gøre det.
Tricket til den bedste gyros med kylling er krydderiblandingen. Følger du min opskrift, regner jeg med at du bliver mere end tilfreds. For det smager så duper lækkert og efterlader en kylling så mør og smagfuld. Gyrosmarinaden kan såmænd også skiftes ud med andre former for kød. Okse eller lam er et godt bud.
Gyros med kylling
gyros med kylling
Ingredienser
- 0,5 dl. olie(ex. olivenolie)
- 1 stk. citron(saften heraf)
- 4 spsk. græsk yoghurt(alternativ kan skyr bruges)
- 1 spsk. rødvinseddike
- 1/2 stk. rødløg(mellmestørrelse) helt finthakket
- 2 fed hvidløg(finthakket)
- 2 tsk. tørret oregano
- 1,5 tsk. tørret timian
- 1 tsk. tørret coriander
- salt og peber
kød
- ca. 4 stk. kyllingebryst
- eller anden kød. Ca. 600 gram
Fremgangsmåde
- kom alle ingredienser til marinaden i en skål.
- Rør grundigt sammen. Fordel nu kyllingestykker i marinaden og sørg for at alt er dækket. Du kan vælge at skære kyllingen i mindre stykker eller hele stykker.
- Når kyllingen har marineret i alt fra 1 time til op til et døgn er det tid til stegning. Steger du på en pande kommer en smule olie på inden kyllingebryst steger på mellemvarme i ca. 6-8 min. pr side til gennemstegt. Skru evt. op til sidst for en gylden stegeskorpe. Bruges en grillpande, skrues en smule op for varmen og kyllingen steger til den er gennemstegt. Bruges en grill steges uden fedtstof. Vend flere gange undervejs, så kyllingen ikke sætter sig fast.
- Server den varme gyros og kom enten i et pitabrød eller fladbrød og top med rigeligt med grøntsager og gerne tzaziki.
På bilederne herover kan du se marinaden til den lækre gyros med kylling. Har du tid anbefaler jeg at kyllingen marinerer i op til et helt døgn på køl. Men mindre kan skam også gøre det og resultatet bliver også rigtig godt efter blot en time(tro mig, har prøvet det flere gange, da middagsmaden til tider kommer bag på mig!)
Skift kødet ud med alt fra lam, kalv eller kalkun for et lige så dejligt resultat.
Hvordan serverer man gyros kylling
Med tzatziki. Den græske youghurt godt krydret med hvidløg, salt og peber og vendt med stykker af agurk er et must. Det komplimenterer kødet godt.
Og ellers er det her et godt bud, til hvad vi selv foretrækker herhjemme:
Friske tomater,
Peberfrugter,
Fine strimler icebergsalat,
Peberfrugter
Granatæblerkerner
Kun fantasien sætter grænser. Glæd dig. Det smager herligt!
God fornøjelse i køkkenet. Håber du bliver lige så begejstret for opskriften som jeg er.
Du er velkommen til at skrive en kommentar til opskriften. Det er kun hyggeligt 🙂
Hilsen Benedicte
0 kommentarer