Løgringe i tempuradej. Helt vildt lækre sprøde løgringe, som da bare lige skal toppes på burgeren, på en hot dog eller bare snackes som forret?
Løgringe opskrift
Tempura er den dej man ruller løgringene i. Det er egenlig bare en tynd dej, der er hurtig at røre sammen og er grundbasen for at de her løgringe bliver så smæk hamrende lækre. Det indhyller løgringene, så de er klar til at få rigeligt med rasp på, inden de dyppes i brandvarm olie.
Det går ganske stærkt og løgringene skal ikke have mere end et halvt til et helt minut på hver side. Og jeg skriver på hver side, da det er vigtigt at de bliver vendt undervejs, så de bliver lige gyldne på begge sider. Det smager uhæmmet godt og får altså en helt almindelig(men god) klassisk fredagsburger til at være en helt og aldeles fremragende burger der lige får det der ekstra!
Du kan i princippet lave oliestegte grøntsager eller fx. rejer også. Det har jeg dog ikke så meget erfaring med endnu, så det vil jeg ikke lige udtale mig om. Men jeg pønser nu på at eksperimentere med det. Så stay tuned!
En fredagsburger
Herhjemme er burgere et af favoritretterne herhjemme. Det er jo hyggelig mad, som gerne må hapses med fingrene og fyldes med lige det man hver især foretrækker. Her er ingen regler! Og underligt nok, uanset hvor konservative mine børn er med burgerfyld, så er der én ting de nødigt vil undvære i en hjemmelavet burger. Løgringe. Så det laver vi ofte. Ingredienserne er jo noget man tit har på lager og det gør den burger helt vild uimodståelig!
En gang imellem har vi venner over til en fredagsmiddag. Det er ofte sådan en ugedag, hvor alle er lidt trætte, men alligevel vil man gerne markere, at det er en af ugens absolut bedste dage og nyde fredag aften med gode venner! Så en fredagsburger kan sagtens være på menuen herhjemme, når rare folk kigger forbi. Så er der cola, kolde øller, masser af pommes frites og selvfølgelig en burger med løgringe på menuen. Det er fredagskræs 🙂
Løgringe
Sprøde løgringe
Ingredienser
- 2 stk mellemstore løg
tempuradej
- 2 stk. æg
- 1 tsk. groft salt
- 1,5 dl. vand
- 100 gram hvedemel
- 0,5 tsk. bagepulver
panering
- ca. 3 dl rasp(almindelig eller pankorasp)
Fremgangsmåde
- Skræl løg og skær i skiver på knap 1 cm. i tykkelse
- Rør dejen sammen, så der ikke er klumper i.
- kom olie i en gryde og varm det op til det bobler. Pas på den varme olie.
- Kom hver løgringe i dejen og rul dernæst i rasp. Sørg for at det er helt dækket.
- Kom løgringe i den varme olie og brun løgringene, vend dem udervejs. De skal ikke ligge tæt, mens de steger, da de sætter sig sammen.
- Kom på en tallerken og tilbered de sidste løgringe.
Hvad er tempura
Løgringe opskrift
Tempura er en måde at friturestege mad og bruges ofte i det japanske køkken. Det består af en dej af typisk vand, mel, æg, som grøntsager, rejer og andre sager dyppes i, inden det steges hurtigt i en gryde med meget varm olie.
Lignende opskrifter: Bløde og luftige brioche burgerbolle, Den perfekte fars til burgerbøffen!
Nyeste opskrifter: pinterest, facebook , instagram.
0 kommentarer