Luftige pitabrød – tricket bag luftige og lette pitabrød.
Intet mindre end et mirakel er det, når man står foran ovnen og kigger ind. For pludselig siger det puf derinde og så ved man at det er lykkedes. Lykken er gjort og det mest puffede og luftige pitabrød ligger og bager inde i ens egen ovn.
Jeg må indrømme at det først er nu, at jeg er blevet tilfreds med resultatet. Altså sådan rigtig tilfreds. Jo, vist har jeg da bagt pitabrød før og jo med nogenlunde resultat. Men den her opskrift…? Den sidder lige i skabet!
Den vigtigste regel med pitabrød? Plads til fyld. Der skal være plads- masser af plads til at fylde pitabrødet med skønne sager. Falafler, kylling, pølser, tunsalat, finthakket grøntsager og en lækker dip. Hvad foretrækker du? Jeg kan aldrig bestemme mig?
Siden det er lykkedes at bage de bedste luftige pitabrød selv, går jeg udenom købeudgaverne, som jeg altid har sværget til før det. Så bager jeg en dobbeltportion og kommer resten i fryseren. Jeg lægger dem godt spredt i en pose og sikrer mig, at der ikke ligger noget tungt ovenpå. Vi gider ikke at luften fiser ud, vel?
Så er der hurtig mad de til dage, hvor tiden er knap. Vel at mærke sund og børnevenlig mad. Pitabrød er en nem måde, at få masser af sundt fyldt i ungerne!
Om pitabrødet
De fleste har et forhold til pitabrød, ikke?
Alle har smagt pitabrød, og vi, der er vokset op i 1980’erne og 1990’erne, har sikkert fået pitabrød et utal af gange, ikke? Jeg elskede ihverfald, når det var på menuen. Dengang var der vist kun et mærke på markedet. Jeg tror det hed Jacobs pitabrød. Jeg kan se emballagen for mig. Kan du? I dag er der flere producenter. Nogle noget bedre end andre.
Tricket bag de luftige pitabrød er bageprocessen- eller rettere ælteprosessen. Har du ikke tid vil jeg anbefale at du laver dem en anden dag! Ælt dejen grundigt og følg min fremgangsmåde under opskriften.
Jeg har ikke et specielt bagestål eller pizzasten. Jeg bager mine pitabrød på en meget varm bageplade. Så glider bagepapiret med de ubagte pitabrød lige så stille over på den varme bageplade, som sættes ind i den brandvarme ovn. Forsøg at være ganske forsigtigt i processen. Både så pitabrødene ikke mosles med mere end nødvendigt, men også at ovnlågen åbnes og lukkes så hurtigt så muligt. Vi vil gerne at varmen bliver i ovnen og ikke fiser ud!
Har du pizzatrin i din ovn, kan du også sætte den på det. Så bliver ovnen endnu varmere. Hold øje med pitabrødene. Ovne varmer forskelligt. Og det går hurtigt. De skal ikke gerne have mere end cirka. 4 minutter.
Og mere besværligt end det er det så heller ikke. Det er ikke en videnskab 🙂
Pitabrødene puster sig op i ovnen.
Luftige pitabrød
Luftige pitabrød
Ingredienser
- 10 gram gær
- 4 dl lunken vand
- 10 gram salt
- 20 gram olie
- 560 gram pizzamel eller tipo 00
Fremgangsmåde
- Opløs gær i vandet.
- Tilsæt nu halvdelen af melet og ælt( hænder eller gerne maskine) i et par minutter. Tilsæt det sidste mel og ælt ca. 10 minutter.
- Dæk dejen med et tæt klæde i 50 min. til 1 time til dobbelt størrelse
- del dejen i 8 lige store stykker og form som boller- lad dejen hvile i 10-20 min
- Rul flade - ca. 2 mm I tykkelse og 16-18 cm i diameter og bag umiddelbart efter- du kan vente i ca. 5-10 min. men ikke mere.
- Kom i en 230 grader varm ovn i 10-12 min. til pitabrødene til luftige
Hvad betyder pitabrød
Pita betyder flad på græsk. Et pitabrød er derfor et fladbrød. Pitabrød er et hvedebrød bagt med gær i en meget varm ovn. Når brødet kommer ind på en varme bageplade på høje grader puster brødet sig op. Når det så afkøler falder det let sammen og danner en lomme, hvor der er plads til masser af det lækre fyld.
Børn i køkkenet
Vil du have dine børn med i køkkenet og lave dagens mad, så er pitabrød med fyld en god lille aktivitet. Der er flere småting, som skal snittes og hakkes. Så kan I hjælpes ad, mens brødene hæver og bages. Det er en hyggelig aktivitet sammen, ikke mindst fordi der er småopgaver til de både det lille barn og det store barn. De fleste børn er vilde med menuen, så motivationen er ofte større til at hjælpe til, når de er vilde med menuen!
Lad børnene være med under processen og se dem få gumlet sig igennem en del grøntsager under processen. Det er svært at lade være 🙂
Er der rester er det et hit i madpakken dagen efter. Det er det så også hos mine børn i dag. Så kommer dressingen i en lille bøtte for sig, så fyldet ikke bliver blødt og pitabrødet vådt.
Lignende opskrifter: Bløde og luftige brioche burgerbolle, Lækre pølsehorn med drys af chiafrø
Nyeste opskrifter: Facebook og Instagram. Her deler jeg mine nyeste opskrifter. Følg med, hvis du har lyst
0 kommentarer