Gulerodsbrød med solsikkekerner og fuldkorn
Revet gulerødder i bagværk er med til at sikre det saftige brød, som samtidig får bid fra fuldkornshvedemel og solsikkekerner.
Jeg bager gerne to brød af gangen for på den måde kan jeg fryse halvdelen ned og så tage op løbende, som vi har lyst. Alle børnene spiser det med største glæde og det kan nydes med både det søde og det salte pålæg. Eller måske blot et godt lag smør på? Åh hvilken fryd.
Inden jeg fryser gulerodsbrødet ned, skærer jeg det i skiver, når det er kølet af. Så er det nemt at tage op efterhånden, som der er brug for det.
Gulerodsbrød med solsikkekerner
Gulerodsbrød med solsikkekerner
Ingredienser
- 50 g gær
- 7 dl mælk - lunes til lillefingervarmt
- 50 g blødt smør
- 1,5 spsk sukker eller honning
- 2 dl solsikkekerner
- 200 g revet gulerødder
- 200 g fuldkornshvedemel
- 700 g hvedemel
- 2 tsk groft salt
Fremgangsmåde
- Opløs gær i den lune mælk
- Tilsæt smør, sukker, salt, og fuldkornsmel. Ælt kort og kom hvedemel og gulerødder i.
- Dejen æltes nu grundigt i ca. 5- 10 min. I starten vil den opleves lidt våd, men den samler sig som den æltes. Er den fortsat ret våd kan der tilsættes en dl. mel eller lidt mindre. Prøv dig frem.
- Lad dejen hæve under et klæde i 30 min. til dobbeltstørrelse
- Form forsigtigt til to brød og kom i to brødforme beklædt med bagepapir(eller smurt med smeltet smør)
- Lad igen hæve i 30 min.
- Ovn opvarmes på alm. over/undervarme til 225 grader og de hævede brød sættes forsigtig i midten af ovnen i 5 min- hvorefter der skrues ned på 200 grader og brødene bages færdigt i ca. 30- til 40 min. til gyldent og gennembagt. Det skal lyde let hult, når der bankes på bunden
Andre opskrifter på lækkert bagværk
Hvis du er vild med et hjemmelavet gulerodsbrød med solsikkekerner og fuldkorn, ja så er jeg sikker på at du vil være ganske begejstret for andre opskrifter på hjemmelavet brød. Det er slet ikke så svært og tidskrævende at bage selv. Og så er det både budgetvenligt og en nem måde at være klar over hvilke ingredienser man bruger og mængden heraf. Altså selv at bestemme hvad man kommer i sit hjemmebag.
God fornøjelse med dit eget hjemmebag. Her er nogle andre opskrifter på hjemmebagt brød, som du måske vil prøve af.
Grydebrød med kærnemælk, Sigtemelsbrød, Hurtigt og nemt franskbrød
0 kommentarer