Koldhævede grahamsboller – de bedste boller med grahamsmel.
Nøøøøj, der er dømt den lækreste duft af hjemmebag, når de her boller er i ovnen. Duften af de hjemmebagte grovboller er himmelsk og smagen ligeså og jeg serverer dem både som morgenboller, som tilbehør til aftensmaden eller kommer i min egen eller teenagernes madpakke.
For de koldhævede grahams boller kan sagtens fryses ned og tages op efterhånden som de skal nydes. De kan skæres over og ristes og nydes igen, som den lille snack.
Koldhævede grahamsboller
koldhævede grahamsboller
Ingredienser
- 5 dl kold vand
- 25 gram gær
- 2 tsk. groft salt
- 2 tsk. sukker eller honning
- 200 gram grahamsmel
- 400 gram hvedemel
Fremgangsmåde
- Opløs vand og gær.
- Tilsæt honning og salt og opløs. Kom begge melsorter ved og ælt grundigt. Brug gerne en køkkenmaskine, hvis du har. Bollerne bliver kun bedre af at æltes længe - gerne 10 minutter på en køkkenmaskine. Alternativt bruges håndkraft eller dejkroge på en elpisker.
- Lad dejen hvile på køl i ca. 6-8 timer.
- Med to spiseskeer sættes 10 klatter på en bageplade. Lad bollerne efterhæve, mens ovnen varmer op til 230 grader varmeluft - minimum i 20 min.
- Bollerne bages på varmeluft i ca. 12-15 minutter til gyldne og sprøde.
Flere opskrifter på hjemmebagte boller.
Hvis du er lige så bageglad som jeg er kan jeg virkelig anbefale dig at kigge dig omkring herinde i det lille madunivers. Udover den her opskrift på koldhævede grahamsboller kan jeg anbefale dig at kigge på nogle af de her. Velbekomme!
0 kommentarer