Kylling med bacon og pikantost – det er ultra nem og lækker hverdagsmad. Ja, eller god weekendmad til de dage, hvor man gerne vil lave noget andet end at stå i køkkenet!
Jeg mener… jeg elsker at lave mad og kunne stå i timer i køkkenet. Det er så bare lige som om, at min tid til “køkkensyslerier” ikke er der lige nu. Fire børn, sportsaktiviter(ikke mine, men børnenes!), husbyggeri, leg på gulvet, nødvendige voksen/børnesnakke. Der skal være plads til det hele.
Og det bliver der så også med den her ret. Altså tid til alt mulig andet. For kylling med bacon og pikantost er så lyn-børge hurtigt at lave, at der bliver tid til alt det andet. En rigtig børnehitter også.
Sådan laver du en kylling med flødeost og bacon
Kylling med bacon og pikantost
Ingredienser
- 4 stk. kyllingebryst
- 1 stk./400 g dåse/karton hakkede tomater(eller tomatpassata)
- 150-200 gram pikantost(.eks. buko eller philadelphia)
- 150 gram bacon(skåret i stykker)
Fremgangsmåde
- Tænd for ovnen på 200 grader. Skær kyllingen over på tværs, sådan at du nu har 8 flade stykker kyllingebryster. Varm en pande med olie eller smør. Steg kyllingen i ca. 2 minutter på hver side på mellemvarme.
- Kom i et fad. I samme pande kommer du nu bacon. Når det er brunet kommer du hakkede tomater og pikantost ved. Kog op i et par minutter og hæld blandingen over kyllingen. Sæt i ovnen i ca. 30 minutter i midten af ovnen.
Voila! Det er da nemt og dejlig hverdagsmad. Ungerne er ellevilde og det er deres mor og far også. Server f.eks. med ris, gnavegrønt og en let salat. Husk salt og peber ved servering(og måske lidt tørret chili!?)
Kylling med bacon og pikantost
Kylling og bacon kan noget sammen. Kylling er ofte en hit for mange, det er mildt i smagen, magert og så kan det tilberedes på 1000 forskellige måder. Det har vi ofte på lager. Står man der og mangler mad(og det kan jo ske), så er det skisme godt at have en pakke eller to på lager. Det kan være kyllingebryst eller overlår, som bare skal smides i ovnen godt krydret med salt, peber og et par gavmilde spiseskefulde olier.
Bacon er på samme måde godt at have på lager. De kan holde sig længe og kan forvandle en portion kogt pasta, vendt med ristet baconstykker og revet parmesan om til et helt hæderligt måltid. Bacon er ren umami!
Du kan også vælge at gratinere retten med revet ost og toppe med masser af friskhakket persille på toppen, når retten der færdig. Det giver god farve og smag. Server med ris, frisk pasta eller blot et godt stykke brød.
Lignende opskrifter- også med kylling:
Vores yndlings kyllingenuggets (til ovn og pande), Enchiladas med kylling – den bedste opskrift, Fyldt kyllingebryst med flødeost og pesto
For søren da, hvor smager det godt! Og endda min 9-årige, der ellers både forsager kylling og sovs, spiste det med stor fornøjelse. Tak for en nem og dejlig opskrift!
Hej Ann!
Tak fordi du læser med:)
Så dejligt, at I kan lide den. Vi herhjemme synes også at den kan lidt af det hele. Nem, smagfuld og børne/voksenvenlig.
Hilsner Benedicte