Runde hindbærsnitter som smager aldeles lige så skønt og dejligt som de klassiske hindbærsnitter. De er bare så meget nemmere at få i fine, mundrette bidder, når du bager dem som cirkler.
Fik jeg nævnt at de smager grænseløst lækkert og egentlig meget bedre end dem fra bageren. Jo, det gør de. De er mega læks. Portionen er relativ stor, og passende til et selskab på 10, hvis hver skal have lov til at smage et par stykker. Når vi bager dem herhjemme, bliver jeg dog alligevel gang på gang overrasket over, hvor hurtigt de ryger indenbord herhjemme.
Fire børn, deres venner på besøg, sukkerglade mennesker = hurtigt væk!
De kan snildt holde sig flere dage(har forsøgt mig med en forsøgsportion). Hindbærsnitten sætter sig og bliver faktisk bare bedre. Hindbærmarmeladen sætter sig bedre fast på kagen og bliver nemmere at spise. Derfor foreslår jeg at du laver den i nogle timer, måske dagen før de skal spises. Opbevar dem på køl.
Runde hindbærsnitter
Hindbærsnitter
Ingredienser
- 1 spsk. vanillesukker
- 150 gram blødt smør
- 70 gram flormelis
- 250 gram hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1/2 dl vand
fyld
- ca 1 glas hindbær marmelade - 200 gram
pynten
- 200 gram flormelis samt lidt varm vand til at lave glasuren.
- krymmel eller frysetørret hindbær
Fremgangsmåde
- Har du en foodprocessor er det nemmest at bruge den. Så kommer du samtlige ingredienser i og rører til massen er samlet.
- Ellers kan du røre samtlige ingredienser sammen, men undlade vandet. Den rører du i til allersidst, mens du samler dejen. .
- Stil dejen kold i ca. 30 min. Så er den nemmere at arbejde med.
- Tag dejen ud og rul ud med ekstra mel.
- Rul dejen til den er 3-4 mm tyk. Lav cirkler med en kop i passende størrelse på ca. 8-10 dia.
- Kom på en bageplade med bagepapir og bag i ca. 8-9 minutter på 190 grader til de er let gyldne.
- Fordel halvdelen af de afkølede kager på køkkenbordet.
- Kom hindbærmarmelade- ca. 2 tsk. hindbær marmelade på den ene del og læg en kage ovenpå.
- Kom glasur på den øverste del og drys med krymmel eller tørret hindbær.
Hindbærsnitter er endnu en af de kageopskrifter der bare bages igen og igen. Den hitter hver gang og er lidt af en dansk klassiker. Eller er det overhovedet en dansk kage? Det kan jeg ikke læse mig frem til på nettet. Måske du ved det?
Hindbærsnitter kan ikke rigtig fejle. Bager du dem et minut eller to længere end opskriften siger, bliver de gyldne. Bager du dem lidt kortere tid smager de lige så dejligt og er blot mindre sprøde. Mørdejen kan laves flere dage i forvejen og fryses ned. Så er det nemt at bage hindbærsnitter, når der er lyst til det.
Lignende opskrifter: jødekager, småkager med ingefær, De bedste cookies med chokoladestykker
Nyeste opskrifter: facebook og Pinterest. Her deler jeg ud af mine nyeste opskrifter.
Om en forandret virkelighed
Og herhjemme går dagene fortsat med skolearbejde, gåture i skove, oprydning og børnepasning. Kagebagning indgår så også som en vigtig del af dagen. Der skal skisme nogle positive køkkensysler-oplevelser til i de her “Corona-dage”, hvor folk bliver indenfor, børnene bliver hjemme fra skolen og alting bare er anderledes. Helt anderledes.
Tanken om, hvornår vi er på den anden side af den her epidemi fylder. Hvornår bliver alting normalt igen?
Hyggelige stunder i køkkenet er efterhånden det eneste der er normalt og genkendeligt i disse tider. Derfor får vi bagt og kokkereret ualmindeligt meget i de her dage. Det er rart at være sammen om at bage. Og spise.
Jeg håber du passer godt på dig og dine kære,
Kærlige hilsner,
Benedicte
0 kommentarer