Svampede og saftige julemuffins med marcipan og æble og en smule kanel.
Julemuffins med marcipan og og æble
I søndags var der mødregruppe-træf i skoven. De fem – årige drenge kunne rende krudt af og mødrene kunne få sludret, drukket en kop kaffe og nyde en portion julemuffins. Så jeg rørte dejen til de her julemuffins sammen og så blev de nybagte muffins ellers plantet i skovbunden. Og der blev leget, hygget, snakket, klatret i træer og gået en solid lille tur.
Holte er omgivet af skov og skøn natur og jeg nyder at udforske områderne jeg ikke kender, fx. området omkring rudeskov på vej mod Virum. Det er den smukkeste granskov, sådan en smule mørk og mystisk. I hvert fald sådan et sted, hvor de fem årige tager deres mødre i hånden, når der skal vandres. Måske fordi det ser sådan lidt mørkt, ufremkommeligt og let uhyggeligt ud?
Og når man så har mødtes med nogle søde medmødre, med deres lige så søde børn, så er man klar til at tage hjem og nyde resten af søndagen i ro og mag. Krudtet er brændt af og maverne er fyldt med gode julemuffins. Det da rart!
Julemuffins med marcipan
Julemuffins med marcipan
Ingredienser
- 80 gram smeltet smør
- 130 gram marcipan(revet)
- 2 stk. æg
- 130 gram sukker
- 2 stk. æbler(skrællet og fintrevet)
- 100 gram hvedemel
- 2 tsk. bagepulver
- 2 tsk. stødt kanel
- 2 tsk. vanillesukker
- En lille håndfuld mandelsplitter (til drys)
Fremgangsmåde
- Sæt ovnen på 180 grader - varmeluft.
- Pisk æg og sukker luftigt. Kom marcipan, de revne æbler, og smør ved og pisk grundigt i et minuts tid.
- Vend bagepulver med mel og kom i dejen med kanel og vanillesukker.
- Smør lidt fedtstof i muffinsformene og kom dejen i- knap fyldt op til kanten.Drys med en teskefuld mandelsplitter i hver muffin og giv et let tryk, så de ikke ryger af under bagning.
- Sæt i den varme ovn i ca. 25 min. til der ikke hænger dej ved, når der stikkes let med en stegenål eller strikkepind.
Andre opskrifter til den søde juletid
Julekonfekt med marcipan og nougat, Julestjernekage med kanel, Honninghjerter – søde og nemme
Om julemuffins og corona tid
Det er virkelig en meget underlig tid vi lever i lige nu. Det er juletid og så er det Corona tid! Sikken en kombi.
Der er ikke noget hyggeligt over Corona og det virker til at de fleste af os er noget mættet over hele situationen. I skrivende stund er både Willum, Elisabeth og Christian sendt hjem fra skolen, sammen med de fleste andre store skoleelever i storkøbenhavn. Jeps, der er hjemmeundervisning resten af året.
Så vi har overpyntet huset med julenisser og gran og lavet masser af juledekorationer. Er det bare mig eller er folk fået all in i julepynt i år? Vi har vist brug for den ekstra hygge!
Og alle fritidsaktiviter er aflyst. Og det kunne godt lyde ret skidt. Men skal man se tingene fra den positive side(og det kan man jo lige så godt!) så frigiver det noget mere tid til…. julebag. Og så er det jo godt at moren i huset har en jule-kage-bage-liste nok så lang. Tror ikke børnerne kommer til at kede sig!?
Undrer mig over at du anbefaler gær opløst i varmt(næsten kogende) vand,synes det er helt modsat af hvad jeg har lært, jeg tænker på nogle af dine opskrifter på boller
Hej!
Der er slet ikke gær i disse muffins.Så ved ikke liiiige….😊
Skal der ikke margarine i dejen?
Hej!
Jo smør, som opskriften siger👍🏻
Super fantastiske Jule muffins … nemme og ligetil ….
Takker for opskriften …
Hilsen Susanne
Hej Susanne,
Skønt at høre. Tak for at dele😊
Hej Benedicte 😊
De er super lækker de jule muffins, men jeg er diabetikere , så vil spørge om du har nogle opskrifter på kager, men uden søde midler, men med anden form for sukker 😉.
Venlig hilsen
Yrsa
hejsa,
Ja da. fx. den her https://benedictesmad.dk/sukkerfri-blaabaerkage/
eller den her https://benedictesmad.dk/rabarberkage-uden-sukker/
God fornøjelse 😊
Har erstattet sukkeret med sukrin. Det blev mega godt. Og puttede det hele I en springform. Havde ikke lige nogle muffinsforme.
hej og tak for dit tip. Har også skrin på lager, så måske skulle det testes af😊